Thursday, 2 September 2010

Førsteelskeren


As Classicalify is always on the run, there is not always time to write our own reviews. So here we give you the Berlingske Tidene's review of Jonas Kaufmann's Royal concert in Copenhagen a couple of days ago. The concert was an hounor to Queen Ingrid who should have been 100 years 2010. Her daughters, Queen Margrethe, Princesse Benedikte and Queen Ann-Marie, were present with several of other royalties. But the KING tonight was Jonas Kaufmann!


Kendte, kongelige og en koncertsal af glade musikelskere fejrede hundredåret for Dronning Ingrids fødsel med selveste Jonas Kaufmann for fuld udånding.

Af Søren SchauserOnsdag den 1. september 2010, 22:30
For han kom sørme.
Jonas Kaufmann meldte ellers fra til en opera i det sydtyske i sidste uge.
Hans profil på Facebook meldte faktisk om forkølelse så sent som fredag middag.
Men folk kunne jo altid tage til Berlin og se en kæmpeplakat af ham i stedet, skrev han!
Jo tak. Så længe han ikke ville gentage den dumme dobbeltfejl forleden - det dumme drama med en syg Rolando Villazón i første akt og et vrangvilligt Tivoli i andet.
Manden kom altså. Og han gav landets kongefamilie, kendteste skibsreder, fremmeste indehavere af kors og bånd og stjerner plus alle os andre en uforglemmelig oplevelse.
Well, well. Man skal først have spændt forventningerne lidt op og høre lidt på Tivolis orkester sådan en aften. Det skal man næsten altid. Fint nok. Også selv om aftenens dirigent ikke er den fødte dramatiker: Hvis en koncert skal drøjes med underholdende toner, skal de lyde underholdende. Selv det varme udvalg af musik fra Carmen bliver kedsomt.
Men verden forvandler sig lige for øjnene og ørerne af den spændte sal. Stjernen viser sig foran orkestret:
Jonas Kaufmann! Tysk tenor på 41 somre. Begavet med et godt hoved og det helt rigtige udseende.
Og nej: Ikke med den sædvanlige komet foran karrieren. Kaufmann har arbejdet sig op langsomt og passet på sin stemme. Han kan synge to en halv time uden antydning af tudser i talerøret - takket være en stensikker teknik i struben.
At kalde ham en klassisk førsteelsker er for resten heller ikke helt retfærdigt. For han er meget mere den aften. Manden synger sig helt ind i både kenderes og ikkekenderes hjerter - takket være et lige så stensikkert og desværre halvglemt fænomen ved navn smag.
Dygtig til både og
Alle bliver fanget af hans stemme fra første sekund. Om den lyder som på hans plader? Den er om muligt mørkere i virkeligheden. Han kan godt brøle alle de høje tenortoner ud, hvis han vil. Men han er mindst lige så fantastisk i mezza voce, som man siger - altså i melodier med tyste virkninger, med tale, med hvisken. Dét kan Villazón for eksempel ikke prale ad længere.
Tag nu aftenens nummer tre: Den skønne arie fra tårnet i Tosca. Komponisten bag var fantastisk til at gøre sine melodier en smule for korte. Eftertiden er nødt til at høre dem igen og igen. Men hvad får Kaufmann ikke ud af de få minutter! Han synger hult det ene sekund og spidst det næste. Lyder som en bassanger det ene øjeblik og en falsetsanger det næste.
Det er ikke bare bevægende. Det er helt overrumplende. Og han overdriver ikke engang showet omkring sig. Han underspiller det snarere, laver afværgende håndtegn, antyder en selvironi i sit smil.
Alt sammen på italiensk, selvfølgelig. Enkelte savner måske nok lidt bund under lagkagen efterhånden. Lidt fransk flair for ordet og tysk tæft for alvoren. Men det kommer alt sammen. Og det er her, man rigtig mærker hans kunst. Her efter pausen: Carmen som højdepunkt
En af de store sange fra Carmen ender som aftenens højdepunkt. På grund af hans langsomme byggen op, hans uendelige variationer nede i halsen, hans spil mellem lukket mund og åben mund. Den slags gør en kæmpe forskel. At han så ikke har den store stemme nede i bunden, tager man bare med.
Den skønne »In fernem Land« fra Lohengrin af Wagner føles endda som at komme hjem. For ham som tysker. For os som alvorsfolk. Symfoniorkestret lyder endda som et helt operaorkester efterhånden!
Tivolis koncertsal vil ikke slippe ham. Aftenen er langt fra forbi endnu. Kaufmann giver hele fire ekstranumre, endda fire af tenorernes største hits - selv »La donna è mobile«.
Og sådan får alt pludselig en ende. Ak.

No comments:

Post a Comment